12. juli 2021

Tips og guides

Hvordan udregnes en fordelingsnøgle?

Idéen med måling af forbrug er naturligvis, at enhver skal betale for eget forbrug. I praksis foregår det ved, at kun en del af den samlede udgift fordeles efter forbrug, mens resten fordeles som en fast udgift.

Regnskaber kan udregnes efter forskellige fordelingsnøgler. For varme gælder det, at der normalt er en andel af udgiften, der fordeles som fast udgift, og en andel der fordeles efter målt forbrug. For vand og el gælder det, at næsten hele udgiften fordeles efter forbrug.

Læs også: Princippet bag et fordelingsregnskab

Eksempel på fordelingsnøgle for et varmeregnskab

Den samlede varmeudgift for en beboelsesejendom over en fyringssæson deles almindeligvis efter to fordelingsnøgler – en fast og en foranderlig (variabel):

  • 1/3 af udgiften fordeles almindeligvis efter boligareal (m²), en fast fordelingsnøgle.
  • 2/3 af udgiften fordeles efter måleranvisninger fra de enkelte radiatorer, en variabel fordelingsnøgle.

Sådan foretages beregningen af fordelingsnøglen

1/3 af varmeudgiften deles med ejendommens samlede antal m², hvorved årets faste m²-pris udledes. Hver enkelt beboer betaler så den udledte m²-pris ganget med lejlighedens m²-størrelse.

Tilsvarende bliver de resterende 2/3 af varmeudgiften divideret med det samlede antal målervisninger for ejendommen, hvorved enhedsprisen (stregprisen) udledes. Antallet af streger/enheder på målerne i de enkelte lejligheder bliver da ganget med årets enhedspris, hvorved lejlighedens variable udgifter bliver udregnet.

Andre fordelingsnøgler

Regnskaber kan udarbejdes efter forskellige fordelingsnøgler. For varmt vand bruges ofte m³-visninger på vandmålere som variabel fordelingsnøgle for 60 pct. af vandudgiften, mens et pointsystem bruges som fast fordelingsnøgle til resten. Pointsystemet – der kaldes haneandele – tager højde for antal og typer af varmtvandstapsteder i en ejendoms lejligheder.

Læs også: Spar på forbruget med Brunatas beboer-app

Ofte stillede spørgsmål

Har du flere spørgsmål om forbrugsregnskabet? Både administrator og beboer kan finde svar på ofte stillede spørgsmål i vores FAQ.

Gå til FAQ