Lemvig Vand digitaliserer driften med Brunata som totalleverandør

Case: Brunata Vandværksløsning

Da Lemvig Vand skulle vælge partner til digitaliseringen af over 9.500 vandmålere, faldt valget på Brunata. Ikke alene fordi teknologien og deres tilgang til data var i top, men fordi Brunata kunne håndtere hele processen fra start til slut.

”Brunata står for alt og tager ansvar for hele processen. I forløbet har de taget alle detaljer meget seriøst, og vist stor professionalisme”, fortæller direktør Lars Holmegaard fra Lemvig Vand.

Om Lemvig Vand

Lemvig Vand A/S leverer rent drikkevand til omkring 9.000 forbrugere gennem seks vandværker, og et 700 km langt forsyningsnet. Selskabet har desuden ansvar for håndtering af spildevand i lokalområdet og arbejder målrettet med effektiv drift og bæredygtighed.

Data i centrum - ikke bare målere

For Lemvig Vand handlede digitaliseringen ikke om selve målerne, men om den viden, data giver. “Måleren er i bund og grund ikke så vigtig – det er data, vi interesserer os for,” fortæller direktør Lars Holmegaard. Brunatas dataorienterede tilgang var en afgørende faktor i valget af samarbejdspartner. Deres forståelse for, hvordan data kan omsættes til indsigt og effektiv drift, var netop det, Lemvig Vand søgte. “De udmærkede sig ved deres forståelse for data, og hvordan de kan bruges i praksis. Det var afgørende for os,” siger Lars Holmegaard.

Med Brunatas løsning får Lemvig Vand adgang til præcise data i realtid, som gør en tydelig forskel i hverdagen. Hvor medarbejdere tidligere måtte bruge tid på at gennemgå og validere data manuelt, sker det nu automatisk – hurtigt og pålideligt.

“Vi kan hente data her og nu, og det betyder, at vi ikke skal bruge tid på at kontrollere og rette fejl. Det sparer både tid og ressourcer – og gør vores arbejde langt mere effektivt”, forklarer han.

Et samarbejde baseret på ordentlighed og professionalisme

Lemvig Vand fremhæver samarbejdet som både eksemplarisk og professionelt. Udskiftningen af målerne er gennemført med kun ganske få klager fra forbrugerne – et resultat af Brunatas grundighed og medarbejdernes seriøsitet.

“Selv med 9.500 målerskift har vi kun oplevet ganske få klager. Det er imponerende. Brunatas teknikere er pæne, ordentlige og høflige mennesker – det betyder mere, end man aner,” fortæller Lars Holmegaard.

“Der er kørt nogle gode forløb mellem Brunatas medarbejdere og vores. De tager alle detaljer seriøst og ved, hvordan man agerer hos en kunde. Det er et yderst vigtigt parameter,” siger han.

Fremtidssikret samarbejde med fokus på data og drift

For Lemvig Vand er de nye målere kun begyndelsen. Data i realtid betyder, at forsyningen nu kan se, hvad vandet bruges til og reagere hurtigere på uregelmæssigheder. På sigt får det betydning for CO2 aftrykket og den grønne omstilling.

Lemvig Vand vil også bruge den nye data til at arbejde med at reducere vandspildet yderligere. De ligger allerede markant under landsgennemsnittet, men med Brunatas løsning kan målerne nu være med til at sætte en ny standard for, hvor langt man kan komme ned i praksis.

”Der er et enormt energipotentiale, i at bruge data intelligent. Brunata er åbne og klar til den udvikling – og det er vigtigt for os,” siger Lars Holmegaard.

Samarbejdet med Brunata har også gjort det muligt for Lemvig Vand at leve op til de nye NIS2-krav, som stiller skærpede krav til datasikkerhed i kritisk infrastruktur.

”Brunata er dataorienterede og professionelle, og de ved, hvad vi står overfor. Datasikkerheden er i orden, og det betyder meget, at vi kan opfylde NIS2-kravene uden de store problemer.” slutter Lars Holmegaard.

Vil du vide mere om vores løsninger til vandværker?

Vink farvel til bekymringer om lækager, brud, vandspild og defekte målere. Brunata gør det enkelt at fremtidssikre jeres vandværk og vandforsyning med moderne, intelligente vandværksløsninger, der skaber overblik, reducerer vandspild og bidrager til en bæredygtig forsyning.

Læs mere her