Den samlede varmeudgift for en beboelsesejendom over en fyringssæson deles almindeligvis efter to fordelingsnøgler – en fast og en foranderlig (variabel):

• 1/3 af udgiften fordeles almindeligvis efter boligareal (m²), en fast fordelingsnøgle.
• 2/3 af udgiften fordeles efter måleranvisninger fra de enkelte radiatorer, en variabel fordelingsnøgle.

1/3 af varmeudgiften deles med ejendommens samlede antal m², hvorved årets faste m²-pris udledes. Hver enkelt beboer betaler så den udledte m²-pris ganget med lejlighedens m²-størrelse.

Tilsvarende bliver de resterende 2/3 af varmeudgiften divideret med det samlede antal målervisninger for ejendommen, hvorved enhedsprisen (stregprisen) udledes. Antallet af streger/enheder på målerne i de enkelte lejligheder bliver da ganget med årets enhedspris, hvorved lejlighedens variable udgifter bliver udregnet.

Regnskaber kan udarbejdes efter forskellige fordelingsnøgler. For varmt vand bruges ofte m³-visninger på vandmålere som variabel fordelingsnøgle for 60 pct. af vandudgiften, mens et pointsystem bruges som fast fordelingsnøgle til resten. Pointsystemet – der kaldes haneandele – tager højde for antal og typer af varmtvandstapsteder i en ejendoms lejligheder.