DTU-studie:Intelligent varmestyring giver store gevinster på varmeregningen

Justere varme på radiator
5. december 2024

Et forskningsprojekt fra DTU viser, hvordan en mere intelligent udnyttelse af fjernvarmen kan reducere varmeforbruget i lejlighedsbygninger markant – uden at det går ud over komforten eller budgetterne.

De fleste af os kender det: Radiatoren står på fuld styrke om vinteren, men alligevel er der nogen i ejendommen, der klager over kulde, mens andre sveder. Varmen fordeles ujævnt, og resultatet er unødvendigt høje vandtemperaturer, varmeregninger og energispild.

Men ifølge et nyt forskningsprojekt fra DTU er der en langt smartere måde at udnytte varmen på, som både kan gavne miljøet og vores pengepung. Projektet viser nemlig, at fjernvarmen – uden de store investeringer – kan anvendes langt mere effektiv ved at udnytte potentialet i IoT-baserede varmemålere.

”Mange tror, at man skal igennem store og dyre renoveringer for at kunne sænke temperaturen, men vores studie viser, at man kan opnå store besparelser ved at justere, hvordan varmen distribueres,” fortæller Michele Tunzi, lektor ved DTU. Han har stået bag studiet, som blev gennemført i samarbejde med Viborg Varme, BoligViborg og Brunata, der har leveret trådløse varmemålere og IoT-baserede netværk til at indsamle data.

Forskning viser, at man kan sænke både fremløbstemperaturen (dvs. temperaturen på det vand, der kommer ind i ejendommen) og returtemperaturen (dvs. vand, der sendes retur til fjernvarmeselskabets netværk) markant ved at fordele varmen mere jævnt. “Og det tilmed uden at det går ud over komforten,” fastslår forskeren.

“Det kan give store besparelse på både varmeregningen og det grønne regnskab. Det kan endda gøres uden nødvendigvis at investere i isolering eller omfattende renoveringer. Vi bruger ganske enkelt den data, vi får fra ejendommens trådløse forbrugsmålere til at styre varmen smartere,” forklarer Tunzi.

Læs mere om Brunatas IoT-netværk, LoRaWAN, her

Jævnt fordelt varme er mere effektiv

Forskerne har gennemført deres forsøg i flere lejlighedsbygninger i Viborg, hvor de med Brunatas IoT-baserede varmemålere analyserede, hvordan varmen bedst kunne fordeles i ejendommene.

Studiet viste, at fremløbstemperaturen i radiatorerne kunne sænkes til under 55 grader. Altså uden at det gik ud over komforten for beboerne.

Ved at lave en mere intelligent styring af bygningens samlede varmesystem, bliver varmen fordelt mere jævnt. Dette betyder, at der ikke længere er store udsving i temperaturen fra lejlighed til lejlighed.

En tredobling af den årlige varmerabat

“Vi gennemførte et studie i et almindeligt lejlighedskompleks i Viborg. Ved et årligt varmeforbrug på 314 MWh fordelt på 30 lejligheder, ville man ved at sænke den gennemsnitlig returvarme til 37 °C opnå en årligt rabat på ca. 7.000 kr. på den samlede varmeregning,” forklarer Tunzi

“Men den rabat kan de øge til ca. 24.000 kr., hvis den gennemsnitlige årlige returvarme bliver sænket til 32 °C”, fortsætter Tunzi. “Det svarer til en rabat på 800 kr. pr. lejlighed. Omvendt vil en gennemsnitlig returtemperatur på 45 °C udløse en bøde på 14.400 kr. for beboerne, ifølge de nuværende rabat- og bødesatser hos Viborg Varme.”

Det kan være dyrt at slukke for radiatorerne

En af de overraskende konklusioner fra studiet er, at vores vane med at slukke for enkelte radiatorer i vinterhalvåret, kan være en dyr fornøjelse.

”Når man slukker for radiatoren i ét rum, tvinger man de radiatorerne i de tilstødende rum eller lejligheder til at kompensere for den “manglende varme” for at opretholde en behagelig rumtemperatur. Det resulterer i en ineffektiv varmefordeling i lejlighederne,” siger Tunzi.

Det betyder også, at returvarmen bliver for høj, og det koster både på varmeudgifterne og miljøbelastningen.

Læs mere om Brunatas varmemåler her

Derfor er det dyrt at slukke for radiatoren

Mange bruger ikke alle radiatorer i deres lejligheder, men lukker ned for dem i nogle af deres rum. Det sætter imidlertid radiatorerne i de tilstødende rum og lejligheder på overarbejde, fordi de skal kompensere for kulden fra de rum, hvor radiatorerne er slukkede. Og så stiger varmeregningen. Også hos naboen.

Derfor kan det bedre betale sig for alle at holde en jævn og ensartet opvarmning i alle rum og lejligheder. Man skal kort sagt, tænde for alle radiatorerne for at udnytte varmeanlæggets optimale og skære ned på varmeudgifterne.

Grøn omstilling med intelligent varmefordeling

Den intelligente varmefordeling er ikke kun en gevinst for pengepungen – den er også et skridt mod en mere bæredygtig fremtid. Ved at udnytte intelligent teknologi og de trådløse målere, de fleste har opsat, kan varmeforbruget optimeres, så varmen bliver brugt mere effektivt. Brunata ser store muligheder i, at deres kunder kan udnytte Brunatas teknologi til at opnå store grønne besparelser.

”Der er en stor fremtid i lavtemperaturfjernvarme, hvor vi kan reducere både fremløbstemperaturen og returvarmen uden at gå på kompromis med komforten. Det vil give store økonomiske og miljømæssige besparelser,” fortæller Jesper Holm Kristoffersen, CEO i Brunata.

Den grønneste energi er den, vi ikke bruger

“DTU’s forskningsprojekt viser, at fremtidens fjernvarme ikke kun handler om vedvarende energikilder – det handler også om at bruge varmen smartere. Ved at udnytte teknologi til at fordele varmen bedre og optimere varmesystemerne kan vi reducere energiforbruget betydeligt. Og det tilmed uden at foretage dyre investeringer i nye energiforbedringer,” fastslår Jesper Holm Kristoffersen.

Vil du vide mere?

Kontakt os i dag og hør mere om, hvordan vores løsninger kan hjælpe dig med at optimere energiforbruget og spare på varmeregningen.

Kontakt os her